PBA i bygningskonstruktion
Studieordningens rammer
Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser.
Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven).
Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (adgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (dog ikke for optometristuddannelsen).
Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (kun optometristuddannelsen)
- Ikrafttrædelse og overgangsregler
Studieordningen træder i kraft 1. august 2024.
Studerende som er begyndt på uddannelsen inden 1. august 2024, men som ikke har bestået førsteårsprøven inden 1. august 2024, skal bestå førsteårsprøven på den studieordning, som de er indskrevet på før august 2024. De følger for den øvrige del af deres uddannelse studieordningen af 2024.
Studerende, som ikke har bestået alle 30 ECTS-point på enten 4. eller 5. semester inden 1. august 2024, skal opnå alle 30 ECTS på 4. eller 5. semester efter den studieordning som er glædende frem til 1. august 2024. De følger for den resterende del af deres uddannelse studieordningen af 2024. Det er muligt at påbegynde undervisningen på den nye studieordning selvom, at alle 30 ECTS ikke er bestået ved semesterstart.
Alle øvrige studerende overgår til den nye studieordning pr. 1. august 2024.
- Den uddannedes titel på dansk og engelsk
Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende betegnelsen Professionsbachelor i bygningskonstruktion. Den engelske titel er Bachelor of Architectural Technology and Construction Management.
- Uddannelsens formål, længde og niveau
Formålet med uddannelsen er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne planlægge, lede og varetage teknisk og administrativt arbejde inden for projektering og udførelse af bygge- og anlægsopgaver.
Normering: Uddannelsen er normeret til 210 ECTS-point, der omfatter:
1) Uddannelseselementer med et samlet omfang på 160 ECTS-point, der tilrettelægges inden for uddannelsens faglige områder.
2) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point.
3) Bachelorprojekt på 20 ECTS-point.
Bygningskonstruktøruddannelsen er indplaceret på niveau 6 i kvalifikationsrammen for videregående uddannelser.
Fagområder
Uddannelseselementerne tilrettelægges inden for følgende fagområder, der samlet set omfatter 160 ECTS-point, og som er indbyrdes vægtet i forholdet 3:5:11:13.
1) Organisation og virksomhedsforståelse: Fagområdet indeholder entreprenørskab, selskabs- og organisationsformer, samt etablering og drift af virksomhed i relation til bygge- og anlægsområdet. Projekt- og procesledelse af rådgiverprojekter, samt byggeledelse af bygge- og anlægsprojekter indgår også i fagområdet. Desuden indeholder fagområdet retlige regler inden for byggeri og anlæg, samt virksomheds- og byggeøkonomi.
2) Kommunikation og samarbejde: Fagområdet indeholder kommunikation og formidling inden for bygge- og anlægsbranchen. Der fokuseres på ansvar for kommunikation i relation til kunder, samarbejdspartnere og brugere. Desuden indeholder fagområdet organisering af samarbejdet mellem forskellige aktører i en byggesag samt skriftlig og mundtlig udtryksfærdighed på engelsk.
3) Produktion: Fagområdet indeholder planlægning og kvalitetssikring af produktion og udførelse, samt økonomisk styring af bygge- og anlægsopgaver, herunder kendskab til materialeegenskaber og –produktion. Desuden indeholder fagområdet brugen af digitale systemer og metoder til optimering af informationsflow.
4) Projektering: Fagområdet indeholder projektering og projekteringsledelse, innovationsmetoder, samt tværfaglige samarbejdsformer inden for digital projektering af bygge- og anlægsprojekter. Fagområdet fokuserer derudover på udførelse og kvalitetssikring af projektmateriale, dokumenthåndtering og -udveksling fra planlægningsfasen til endelige drift og vedligehold af byggerier og anlæg. Derudover indeholder fagområdet afsætning, opmåling og registrering, samt brug af instrumenter og teknologier, som anvendes inden for landmåling.
- Uddannelsens læringsmål
Viden
Den uddannede har:
- udviklingsbaseret viden om og forståelse for de af professionen anvendte principper, teorier og metoder inden for ledelse, projektering, planlægning, udførelse, samt drift og vedligeholdelse af komplekse bygge- og anlægsopgaver.
- udviklingsbaseret viden om professionsrelevante videnskabsteoretiske begreber og metoder, samt kommunikationsteorier og metoder til formidling af byggefaglige problemstillinger, herunder professionens anvendelse af digitale medier og værktøjer.
- udviklingsbaseret viden om erhvervets principper og modeller for virksomhedsetablering, -drift og -organisation, og om samfundsmæssige og teknologiske forhold, der har indflydelse på byggeprocessen, herunder problemstillinger i forhold til energi, arbejdsmiljø og bæredygtighed i et lokalt og globalt perspektiv.
- udviklingsbaseret viden om ledelsesmæssige, sociale, sproglige, kulturelle og etiske aspekter i udformning af og i samarbejde om byggeopgaver.
Færdigheder
Den uddannede kan:
- vurdere og anvende de for professionen relevante metoder til ledelse, projektering, planlægning og udførelse af komplekse bygge- og anlægsopgaver, herunder relevante digitale værktøjer, standarder og systemer.
- anvende relevant forskningsviden og -metode til løsning af komplekse byggefaglige problemstillinger.
- vurdere teknologiske, organisatoriske og samfundsmæssige forhold i forbindelse med projektering af byggeri, herunder aspekter vedrørende energi, arbejdsmiljø og bæredygtighed, samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller.
- formidle praksisnær og faglig viden på baggrund af byggefaglig forskning og udvikling.
Kompetencer
Den uddannede kan:
- håndtere planlægning, projektering, ledelse og udførelse af komplekse bygge- og/eller anlægsopgaver, selvstændigt og i samarbejde med andre professionelle.
- håndtere kommunikation mellem byggeriets parter om projektering, udbud og udførelse af komplekse bygge- og anlægsopgaver.
- håndtere bæredygtige, sociale, kulturelle og etiske forhold i udformning og bearbejdning af byggeprojekter samt indgå i ledelses- og samarbejdsmæssige sammenhænge med andre med anden uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund.
- selvstændigt indgå i faglige og tværfaglige samarbejder og påtage sig ansvar inden for professionens virkefelt.
- identificere egne læringsbehov og udvikle egen viden, færdigheder og kompetencer i relation til professionen.
- Optagelse på uddannelsen
Optagelse på uddannelsen sker i henhold til reglerne i adgangsbekendtgørelsen.
Der henvises til Kea.dk for nærmere bestemmelser om optagelse på Top Up uddannelser.
Oversigt over uddannelsen
- Nationale fagelementer
Fagkode Titel ECTS 4070141 Boligbyggeri (DA) 30 4070241 Byggeri op til 2½ etage (DA) 30 4070341 Erhverv og Præfabrikation (DA) 25 4070441 Etageboligbyggeri over 3 etager (DA) 15 4070541 Renovering (DA) 15
- Lokale fagelementer
Uddannelsen omfatter lokale fagelementer med et samlet omfang på 45 ECTS, hvoraf 25 ECTS udbydes som valgfag.
Uddannelsen indeholder følgende lokale fagelementer, der afvikles sammen med semestrets obligatoriske tværfaglige element.
Fagkode Titel ECTS 4070442 Kompleksitet ved højhusbyggeri/Klimaskærmen 15 4070542 Renovering af bevaringsværdigt byggeri (DA) 15
- Valgfag
Fagkode Titel ECTS 4070365 Bæredygtig drift af byggeplads (DA) 5 4070350 Avanceret BIM og Digital udbud (DA) 5 4070312 Design for adskillelse og genanvendelse (DA) 5 4070352 Brandsikring 5 4075350 Offentligt rum 5
- Læringsmålene for praktikken og praktikkens længde
Praktikken består af fagligt arbejde og har til formål at ruste den studerende til arbejdet som bygningskonstruktør. Praktikken skal afvikles i en privat eller offentlig virksomhed/organisation i Danmark eller udlandet, der kan tilbyde praktikopgaver med et arbejdsindhold, der er relevant for professionen med dertil hørende vejledning.
Læringsmål for praktikken på uddannelsen
Viden
Den uddannede skal have udviklingsbaseret viden om og reflektere over:
- det praktiske arbejde, som professionen indebærer, i den konkrete virksomhed, samt
- den konkrete virksomheds organisationsmæssige, økonomiske, administrative samfunds- og arbejdsmæssige forhold.
Færdigheder
Den uddannede skal kunne
- anvende og mestre bygningskonstruktørens metoder og redskaber i forhold til relevant beskæftigelse,
- vurdere teoretiske og praksisnære problemstillinger i praktikken samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller, samt
- formidle praksisnære problemstillinger og løsninger i forhold til praktiksted og interessenter.
Kompetencer
Den uddannede skal have kompetencer til at:
- håndtere og omsætte komplekse og udviklingsorienterede problemstillinger i arbejdssammenhænge til praksisnære løsninger i den konkrete virksomhed,
- identificere egne læringsbehov og udvikle egen viden, færdigheder og kompetencer i relation til praksis,
- håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i arbejdssammenhænge,
- selvstændigt kunne indgå i faglige og tværfaglige samarbejder, og kunne påtage sig ansvar inden for rammerne af en professionel etik.
- arbejde med faglige og komplekse problemstillinger inden for professionens område, i den konkrete virksomhed, samt
- arbejde selvstændigt eller i samarbejde med andre i løsning af teoretiske og praktiske opgaver, i den konkrete virksomhed.
ECTS-omfang
Praktikken har et omfang på 30 ECTS.
Antal prøver
Praktikken afsluttes med én prøve.
- Regler for praktikkens gennemførsel
Reglerne i dette afsnit gælder ikke for professionsbacheloruddannelsen i optometri. I stedet henvises til afsnittet i studieordningen for optometristuddannelsen om læringsmålene for praktikken og praktikkens længde.
Praktikken er et obligatorisk uddannelseselement, og aktiv deltagelse er en forudsætning for at bestå praktikken. Nedenstående regler skal overholdes, hvis KEA skal vurdere, at praktikken er gennemført, jf. bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, § 5, stk. 2.
Praktikkens længde er fastsat ovenfor.
Arbejdstiden skal være 37 timer/uge. Praktikken skal være ulønnet.
Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik i 37 timer om ugen, kan du søge om dispensation til at være i praktik færre timer om dagen i en længere periode, så dit praktikforløb stadig har det fastsatte antal ECTS point.
Du skal være mødt i praktikvirksomheden mindst 80 % af tiden, du er i praktik.
På KEA er følgende praktikformer mulige:
- Arbejdspladspraktik i Danmark eller i udlandet
- Iværksætterpraktik i egen virksomhed
Ved arbejdspladspraktik, skal den studerende have været fysisk til stede i virksomheden. Har praktikvirksomheden en politik om, at ansatte har mulighed for at arbejde hjemmefra, vil praktikanten også kunne gøre det – dog maksimalt to dage om ugen.
Den studerende skal have deltaget i studierelevante arbejdsopgaver og indgået i et relevant fagligt miljø.
Inden praktikstart skal du udfylde og indsende KEAs praktikkontrakt, og arbejdsindholdet skal godkendes som studierelevant af KEA.
Praktikken er et læringsforløb med tilhørende vejledning, refleksion og evaluering.
Ved arbejdspladspraktik skal der være en person ansat i praktikvirksomheden, som kan give dig relevant faglig sparring.
Ved iværksætterpraktik i egen virksomhed, skal du selv finde en relevant, ekstern kontaktperson, der kan fungere som mentor.
Studerende, som har valgt iværksætterpraktik i egen virksomhed, kan ikke tage studerende fra KEA i arbejdspladspraktik.
Som studerende skal du selv tage intiativ til at kontakte potentielle praktikvirksomheder for at indgå en praktikaftale inden praktikperioden starter, men KEA støtter dig i praktiksøgningsprocessen.
- Alle studerende får tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra uddannelsen, der kan hjælpe dig med fagspecifikke spørgsmål omkring praktikken
- KEA har en praktikkoordinator, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål omkring praktikken
- KEA formidler praktikmuligheder på www.jobportal.kea.dk og på karrieremesser
- Du kan tilmelde dig KEAs mentorordning. KEAs mentorer er KEA alumner i job, og de kan guide dig i forhold til din praktiksøgning
- Du kan finde uddybende information om praktik og praktiksøgning på mit.kea.dk/praktik
Praktikken afsluttes med en prøve, der bedømmes efter 7-trinsskalaen.
- Undervisnings- og arbejdsformer
Der undervises ud fra den forståelse, at læring bedst sker ved, at de studerende får mulighed for at arbejde med realistiske opgaver hentet fra eller med inspiration fra virksomheder inden for relevante brancher.
I valg af projekt tages hensyn til, at projektet skal kunne rumme semestrets faglige udfordringer.
De studerende får mulighed for at bearbejde det givne projekt i flere af dets faser fra den indledende analyse til den konkrete realisering af projektet. I tilknytning til arbejdet med projektet stilles den studerende overfor realistiske problemstillinger, som skal løses med udgangspunkt i den givne teori, og organisere arbejdet, så tidsfristerne holdes. Undervejs trænes den studerende i også at kunne arbejde selvstændigt, således at den studerende er forberedt til at kunne gennemføre afgangsprojekt som en selvstændig opgave.
Igennem denne arbejdsmetode tilegner den studerende sig en forståelse for, hvorledes problemer afdækkes og analyseres, løsningsmodeller opstilles og den rigtige løsning vælges.
Internationalisering
Uddannelsen er tilrettelagt, så udgående udveksling kan finde sted i 3., 4. og 5. semester.
I begyndelsen af hvert semester afholdes der informationsmøde, hvor de udenlandske uddannelsesinstitutioner, som KEA har udvekslingsaftaler med præsenteres og der orienteres om ansøgningsproceduren, ERASMUS+ programmet samt legatmuligheder. Information om samarbejdspartnerne ligger på Fronter, og der er løbende mulighed for, at den studerende kan drøfte udvekslingsønsker med den internationale koordinator.
For at komme i betragtning i forbindelse med udveksling skal følgende kriterier være opfyldt:
- Den studerende skal have deltaget i et informationsmøde.
- Ansøgningsfristen, der annonceres på Fronter, skal være overholdt.
- Den studerende må ikke mangle uddannelseselementer fra igangværende eller tidligere semester (f.eks. ikke beståede re-eksamener.)
- Den studerende skal have et realistisk syn på de muligheder og udfordringer der er ved et studieophold i udlandet, herunder mulige sprogbarrierer og fremmede uddannelses- og eksamenskultur.
- Den studerende skal have registreret sig på KEA`s online mobilitetsplatform.
For at kunne opnå merit for et helt semester i udlandet, skal den studerende have opnået 30 ECTS på partnerinstitutionen i udlandet. Normalt bliver samtlige fag forhåndsgodkendt af den internationale koordinator inden afrejse. Merit gives når udlandssemestret er bestået og transcript of records er modtaget og godkendt af den internationale koordinator.
For at sikre, at udvekslingsstuderende, der udsendes, behersker det engelske sprog i tilstrækkelig omfang til at kunne få et udbytte af udvekslingsopholdet, anbefales det til studerende på dansk linje tage et engelskkursus, hvis de ikke har et bevis på opnået engelsk på C-niveau. Den studerende skal selv betale for kursus og evt. prøve.
Visse partneruniversiteter (ikke-EU) kan kræve en sprogtest. Testens resultat skal foreligge institutionen i udlandet før der kan udstedes et optagelsesbrev. Den internationale koordinator vil kunne oplyse om de institutioner som afkræver denne slags sprogtest.
KEA vælger mellem ansøgerne, hvis ikke alle på grund af manglede pladser kan tilbydes en plads på den foretrukne destination.
Ud over semesterudveksling tilbydes der korte mobilitetsophold. Der bliver regelmæssigt tilrettelagt summer schools, winter schools, 2-ugers ophold, Charrette osv. på partneruniversiteterne. Tilbuddene bliver løbende annonceret på Fronter. På de korte mobilitetsophold afholder den studerende selv udgifterne til rejse, ophold, kost og logi, og i nogle tilfælde også studiegebyrer. Ofte vil partneruniversiteterne kunne tilbyde legater.
- Obligatorisk eksamenstilmelding
Påbegyndelse af et semester er samtidig tilmelding til de tilhørende prøver. Det er ikke muligt at afmelde sig prøver på uddannelsen, jf. eksamensbekendtgørelsen, § 6, stk. 3.
Prøver på uddannelsen
1. semesterprøve - Intern
2. semesterprøve - Ekstern
3. semester prøve - Intern
Valgfag 3. semester - Intern
4.semester prøve - Ekstern
5. semester prøve - Intern
Praktikprøve - Intern
Specialeprøve - Intern
Bachelorprojekt - Ekstern
fordelt på prøverne
- Eksamensforudsætninger
Eksamensforudsætninger - afleveringer, deltagelsespligt m.v.
For at kunne deltage i en eksamen kan der være visse forudsætninger, der skal være opfyldt.
En forudsætning kan være flere forskellige ting fx aflevering af en opgave, en præsentation, deltagelse i undervisning m.m.Manglende opfyldelse af en eksamensforudsætning betyder, at den studerende ikke kan deltage i eksamenen og at der er brugt et eksamensforsøg.
Det skal fremgå af fagkataloget for hvert fag eller studieordningen, hvilke forudsætninger der er for det pågældende fag eller eksamen.
- Studiestartprøven
KEA kan afholde en studiestartprøve på bygningskonstruktøruddannelsen. Studerende på bygningskonstruktøruddannelsen skal deltage i og bestå studiestartprøven for at kunne fortsætte på uddannelsen.
Studiestartprøven har til formål at klarlægge, om den studerende reelt er begyndt på uddannelsen. Prøven er en lettere faglig prøve i de grundlæggende elementer fra de første ca 7-8 ugers undervisningsforløb. Studiestartprøven afholdes senest to måneder efter uddannelsens start, og resultatet meddeles den studerende senest to uger efter prøvens afholdelse.
Studiestartprøven har intern bedømmelse og bedømmes med "Bestået" eller "Ikke bestået". Er prøven ikke bestået, har den studerende mulighed for at deltage i en (og kun en) omprøve, der afholdes senest tre måneder efter uddannelsens start. Den studerende har derfor i alt to forsøg til at bestå studiestartprøven.
Studerende, der ikke består studiestartprøven på et af de 2 forsøg, vil blive udskrevet fra uddannelsen.
- Førsteårsprøven
Førsteårsprøven på 60 ECTS point ligger i afslutningen af 2. semester på uddannelsen. Førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af den studerendes andet studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen.
- Beståelse af førsteårsprøven
Førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af 1. studieår for at den studerende kan fortsætte på uddannelsen.
- Afsluttende projekt
Bachelorprojektet skal sammen med prøven efter praktikken og uddannelsens øvrige prøver dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbytte er opnået. Bachelorprojektet skal dokumentere den studerendes forståelse af og evne til at reflektere over professionens praksis og anvendelse af teori og metode i relation til en praksisnær problemstilling. Problemstillingen, der skal være central for uddannelsen og professionen, formuleres af den studerende, eventuelt i samarbejde med en privat eller offentlig virksomhed. Institutionen godkender problemstillingen.
Prøven i bachelorprojektet
Bachelorprojektet afslutter uddannelsen på sidste semester, når alle forudgående prøver er bestået. Der henvises generelt til gældende eksamensbekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser, og den institutionelle del af studieordningen.
Prøveform
Der henvises generelt til gældende eksamensbekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser, og pkt. 5.
Inden for de overordnede læringsmål formulerer den studerende et skriftligt oplæg til et Bachelorprojekt.
Problemstillingen skal være central for uddannelsen og professionen og skal minimum omfatte to af byggeriets traditionelle projekteringsfaser. Dette for at sikre, at bachelorprojekt indeholder et repræsentativt udsnit af uddannelsesmålene.
Problemstillingen, der udarbejdes i samråd med vejlederen og mest hensigtsmæssig i samarbejde med en privat eller offentlig virksomhed eller bygherre, skal redegøre for baggrund, fokusområder og faglige problemstillinger, som den studerende har til hensigt at bearbejde.
Bachelorprojektet eksamineres med forsvar på grundlag af det udarbejdede materiale enten ophængt på tavler eller præsenteret digitalt.
- Særlige prøvevilkår
KEA tilbyder – efter ansøgning - særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med tilsvarende vanskeligheder samt til studerende med et andet modersmål end dansk, når det vurderes, at dette er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Ansøgning indgives senest 4 uger inden prøven.
Ansøgningen skal ledsages af en lægeattest, udtalelse fra fx tale-, høre-, ordblinde eller blindeinstitut eller anden dokumentation for helbredsmæssige forhold eller relevant specifik funktionsnedsættelse.
- Syge- og omprøver
Sygeprøve
En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforudseelig grund, får mulighed for at aflægge (syge)prøve snarest muligt. Er det en prøve, der er placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, får den studerende mulighed for at aflægge prøven i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf. Sygeprøven kan være identisk med næste ordinære prøve. Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår (syge)prøven afvikles. Dette vil fremgå af KEAs eksamenssystem.
Hvis en studerende på grund af akut sygdom ikke kan deltage i en prøve eller aflevere sin opgave, skal den studerende straks og inden kl. 16 på dagen for prøven/afleveringsdagen, melde sig syg ved at udfylde en sygemeldingsblanket i KEAs blanketsystem. KEA skal derudover modtage en lægeerklæring som dokumentation for akut sygdom seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.
En studerende der bliver akut syg under en prøves afvikling, skal også dokumentere, at vedkommende har været syg den pågældende dag. KEA skal have modtaget lægeerklæring seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.
Ved længerevarende sygdom skal den studerende også have meddelt dette til KEA inden kl. 16 på dagen for prøven/afleveringsdagen. Dette gøres ligeledes i KEAs blanketsystem. Længerevarende sygdom skal også dokumenteres ved en lægeerklæring. KEA skal have modtaget lægeerklæring for længerevarende sygdom seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.
Har den studerende ikke meldt sig syg inden for fristen, godtages meddelelsen ikke, og den studerende har brugt et prøveforsøg.
Dokumenteres sygdom ikke efter ovenstående regler, har den studerende også brugt et eksamensforsøg.
Den studerende afholder selv udgiften til lægeerklæring.
Omprøver
Ved ikke bestået prøve eller ikke fremmøde ved prøve er den studerende automatisk tilmeldt omprøve, så længe der resterer prøveforsøg. Omprøven kan være identisk med næste ordinære prøve.
Ved mundtlige prøver baseret på skriftlige projekter vejleder eksaminator eller underviser om, hvorvidt den studerende bør gå til omprøve i samme projekt som i det første ordinære forsøg, eller om der bør udarbejdes et nyt projekt eller et tillæg til projektet. Vejledningen sker ud fra en vurdering af, om det skriftlige projekt virker fagligt stærkt nok til at den studerende vil kunne forsvare det mundtligt til en bestået karakter. Vejledningen har ingen indflydelse for karaktergivningen ved omprøven, og er ikke nogen garanti for, at den studerende består omprøven.
Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår omprøve afholdes. Orientering om tid og sted for omprøver findes normalt i Wiseflow.
Uddannelsen kan dispensere fra den fortsatte tilmelding, når det er begrundet i usædvanlige forhold, herunder dokumenteret handicap.
- Eksamenssnyd og forstyrrende adfærd
Snyd til prøver og eksamen behandles efter reglerne i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Hvis en studerende snyder til en prøve, bliver den studerende bortvist fra prøven.
Hvis der snydes under skærpende omstændigheder, kan den studerende bortvises fra KEA i en kortere eller længere periode og/eller tildeles en advarsel om, at gentagelse kan medføre varig bortvisning fra uddannelsen.
Snyd er eksempelvis:
1) plagierer, herunder genbruger egen tekst (selvplagiering) uden kildehenvisning og citationstegn, (plagiat – se www.stopplagiat.nu),
2) forfalsker,
3) fortier eller vildleder om egen indsats eller resultater,
4) indgår i ikke-tilladt samarbejde,
5) modtager eller forsøger at modtage hjælp under eksamen eller prøve, eller hjælper andre når der ikke er tale om en gruppeprøve,
6) benytter ikke-tilladte hjælpemidler,
7) uretmæssigt har opnået forudgående kendskab til eksamensopgaven,
8) afgiver urigtige fremmødeoplysninger, eller
9) forsøger at omgå, de-aktivere eller på anden måde hindre hensigten med uddannelsesinstitutionens anvendelse af elektroniske overvågningsprogrammer.
Bortvisning fra en prøve pga. snyd betyder at karakteren bortfalder, samt at den studerende har brugt et prøveforsøg.
Hvis en studerende udviser forstyrrende adfærd under en prøve, kan institutionen bortvise den studerende fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde giver institutionen først en advarsel.
Andre regler for uddannelsen
Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet efter regler fastsat i studieordningen.
- Regler om mødepligt
Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet, således som det er tilrettelagt. Der er ikke mødepligt til uddannelsens enkelte elementer.
- Merit
Merit gør det muligt at bygge videre på allerede erhvervede kvalifikationer og derved undgå dobbeltuddannelser og det ressourcespild, der for den studerende og samfundet er forbundet hermed. Den studerende har ret til merit, hvis betingelserne herfor i øvrigt er til stede.
Merit er resultatet af KEA`s vurdering af, hvorvidt tidligere gennemførte undervisningsforløb svarer til teoretiske dele af bygningskonstruktøruddannelsen, samt hvorvidt kvalifikationer opnået gennem beskæftigelse svarer til de mål, der er fastsat for det praktikforløb, der indgår i uddannelsen. Merit gives som egentlig tidsmæssig afkortning af uddannelsen eller som fritagelse for dele af uddannelsen – afhængig af mulighederne. Merit for centrale dele af en uddannelse kræver en høj grad af identitet mellem tidligere gennemført uddannelses- og praktikforløb og bygningskonstruktøruddannelsen. Meritvurderingen foretages på grundlag af dokumenteret gennemført undervisning og beskæftigelse. Dokumentation for gennemført undervisning vil almindeligvis være formelle prøve- og eksamensbeviser samt kursus- og uddannelsesbeviser. I relation til beskæftigelse vil dokumentation herfor almindeligvis være ansættelsesbeviser, udtalelser og lignende.
Merit gives alene på grundlag af formel dokumentation.
- Kriterier for vurdering af studieaktivitet
Der foretages løbede studieaktivitetskontrol af den studerende. Har den studerende ikke deltaget i undervisningsaktiviteter i to sammenhængende uger, eller når der i øvrigt er en begrundet formodning om, at den studerende ikke længere er studieaktiv, modtager den studerende en mail om, hvorvidt den studerende fortsat forsat er studieaktiv.
Har den studerende ikke inden for den i mailen fastsatte frist bekræftet sin studieaktivitet, modtager den studerende endnu en forespørgsel om fortsat studieaktivitet. Har den studerende ikke inden for den angivne tid bekræftet sin studieaktivitet, udskrives den studerende fra studiet.
Udskrivning ved manglende studieaktivitet
Indskrivningen bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve i en sammenhængende periode på mindst 1 år.
Dispensationsregler
KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
- Udskrivning ved manglende studieaktivitet
Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet, således som det er tilrettelagt af KEA. Er der regler om mødepligt til dele af uddannelsesforløbet fremgår det af studieordningen. For uddannelser eller dele heraf, hvor der ikke er mødepligt foretages den løbede studiefremdriftskontrol af underviserne. Hvis underviserne mener, at den studerende ikke har deltaget i undervisningsaktiviteter i min. 2 uger eller har en anden begrundet formodning om, at de studerende ikke længere er aktiv, så sendes en meddelelse ud fra studieadministrationen til den studerende med forespørgsel om hvor vidt den studerende fortsat er aktiv på studiet. Hvis den studerende ikke inden for en tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende fortsat er studieaktiv, sendes endnu en meddelelse fra studieadministrationen til den studerende med en forespørgsel
om den studerende er studieaktiv. Hvis den studerende heller ikke indenfor tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende er studieaktiv, så meldes den studerende ud fra uddannelsen idet det antages at den studerende ikke længere er aktiv på uddannelsen grundet den studerendes vedvarende passivitet. Studerende der har fået bevilliget orlov eller på anden måde er fraværende med gyldig grund er ikke omfattet af ovenstående.Indskrivningen på uddannelsen kan bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve inden for en sammenhængende periode på mindst 1 år.
- Dispensation
KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
- Klage over eksamen
Klager over prøver behandles efter reglerne i kapitel 11, i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Hvornår skal du klage? Klager over eksamensforløb og karaktergivning skal indsendes senest 14 dage efter at bedømmelsen (karakteren) er blevet meddelt eller offentliggjort.
Hvordan skal du klage? Du skal indgive en klage til KEA på klage@kea.dk.
Hvad kan du klage over? Du kan klage over eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen (karakteren).
Hvad kan du få ud af at klage? Hvis du får medhold i din klage, vil du få tilbudt en ny bedømmelse (ved skriftlige prøver) eller en omprøve (ved mundtlige prøver). Din karakter kan ikke blive ændret administrativt. Din karakter bliver kun ændret hvis de nye eksaminatorer giver en anden karakter efter deres faglige bedømmelse. Den ændrede karakter kan være højere eller lavere end den oprindelige karakter.
Hvem behandler klagen? Klager behandles normalt af KEA Kvalitet. Undtaget er dog klager over prøvegrundlaget, hvis prøven er udstedt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I disse tilfælde videresendes klagen til Styrelsen sammen med KEAs udtalelse.