Københavns Erhvervsakademi

en
Tidligere årgange

EAK inden for entreprenørskab og design

Studieordningens rammer

Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser.

Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven).

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (adgangsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (dog ikke for optometristuddannelsen).

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (kun optometristuddannelsen)

  • Ikrafttrædelse og overgangsregler

    Denne studieordning træder i kraft 1. august 2022 og gælder for studerende, som påbegynder uddannelsen efter 1. august 2022.

    Overgangsordninger 

    Studerende, som er påbegyndt uddannelsen før 1. august 2022, færdiggør uddannelsen efter den studieordning, de blev optaget på.

  • Uddannelsens formål, længde og niveau

    Formålet med uddannelsen er at kvalificere den uddannede til at arbejde designcentreret med en entreprenøriel tankegang inden for forretningsudvikling, herunder at kunne facilitere og varetage opgaver fra ideudvikling af produkter, processer, services, forretningsmodeller, til implementering af koncepter. Den uddannede finder typisk beskæftigelse som iværksætter i egen virksomhed eller i en eksisterende virksomhed.

    Uddannelsen er en erhvervsakademiuddannelse, der er normeret til 120 ECTS point, hvor 60 ECTS point svarer til ét år. Uddannelsen er indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for videregående uddannelser.

    De 120 ECTS-point omfatter: 

    1) Uddannelseselementer med et samlet omfang på 90 ECTS-point, der tilrettelægges inden for uddannelsens faglige områder.

    2) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point.

    3) Afsluttende eksamensprojekt på 15 ECTS-point.

     

Fagområder

Uddannelseselementerne tilrettelægges inden for følgende fagområder, der samlet set omfatter 90 ECTS-point, og som er indbyrdes vægtet i forholdet 3,5:3,5:2.

1) Designprocesser: Fagområdet indeholder udvikling, tilrettelæggelse og gennemførelse af design- og innovationsopgaver med afsæt i etnografiske metoder til behovsafklaring. Der indgår endvidere produktudvikling og prototypeudvikling under hensyntagen til principper for bæredygtighed, samt anvendelse af visuelle virkemidler og designparametre som grundlag for konceptformidling.

2) Forretningsprocesser: Fagområdet indeholder analyser og vurderinger af et koncepts økonomisk forretningspotentiale. Markedsføring og forretningsmodellering tager afsæt i forskellige former for kunderelationer. Der er endvidere fokus på anvendelse af digitale metoder og data til understøttelse af konceptudviklingen. Fagområdet indeholder tillige entreprenørielle virksomheds- og samarbejdsformer samt innovation inden for bl.a. andet produkter, services, processer og markeder.

3) Kultur, trends og kommunikation: Fagområdet indeholder kulturanalyse, trendspotting og forecasting med henblik på forretnings- og produktudvikling. Fagområdet indeholder desuden kommunikation herunder formidlingsformer, eksempelvis branding og kernefortælling.

  • Uddannelsens læringsmål

    Uddannelsens mål for læringsudbytte

    Viden

    Den uddannede har:

    • Design-centrerede metoder, herunder facilitering og varetagelse af opgaver inden for udvikling og implementering af koncepter, med en entreprenant tilgang.
    • Kulturanalyse, trendspotting og forecasting med henblik på innovativ forretnings- og produktudvikling.
    • Markedsføring og forretningsmodellering med afsæt i kunderelationer, i en entreprenøriel kontekst.
    • Entreprenørielle virksomheds- og samarbejdsformer samt innovation indenfor bl.a. andet produkter, services, processer og markeder.

     

    Færdigheder

    Den uddannede kan:

    • Anvende design-centrerede metoder inden for ideudvikling af innovative produkter, processer, services, forretningsmodeller, til implementering af koncepter.
    • Vurdere et koncepts økonomiske forretningspotentiale ud fra bl.a. trends, principper for bæredygtighed, markedsanalyser og forretningsmodeller.
    • Kommunikere koncepter gennem visuelle virkemidler og formidlingsformer som storytelling, branding og kernefortællinger.

     

    Kompetencer

    Den uddannede kan:

    • Håndtere situationer af udviklingsorienteret karakter indenfor designcentreret konceptudvikling og realisering, herunder vurdere et koncepts økonomiske forretningspotentiale.
    • Deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en entreprenøriel tilgang indenfor designcentreret konceptudvikling og -implementering.
    • Tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer i relation til designcentreret konceptudvikling og –implementering, i en entreprenøriel kontekst.

     

Optagelse på uddannelsen

Optagelse på uddannelsen sker i henhold til reglerne i adgangsbekendtgørelsen.

Der henvises til Kea.dk for nærmere bestemmelser om optagelse på Top Up uddannelser.

Oversigt over uddannelsen

  • Lokale fagelementer

    De lokale fagelementer udbydes på KEA i form af valgfag. Valgfagene afsluttes hver især med en prøve.

    Valgfagene fremgår af KEAs fagkatalog. Se også afsnittet 'Valgfag' nedenfor.

  • Læringsmålene for praktikken og praktikkens længde

    Formålet med virksomhedspraktikken er, at give den studerende mulighed for at afprøve de foregående fagelementers læringsudbytte i praksis, ved at agere på joblignende vilkår i en relevant virksomhed og jobfunktion.

    Alternativt kan praktikperioden tage udgangspunkt i opstart af egen virksomhed.

    KEA godkender praktikaftalen.

    Læringsmål for praktikken på uddannelsen

    Viden

    Den studerende har:

    • grundlæggende viden om branchen samt virksomhedens organisering
    • forståelse for erhvervets anvendelse af uddannelsens teori, metode og redskaber i forhold til praksis

     

    Færdigheder

    Den studerende kan under vejledning:

    • Anvende tillærte værktøjer og teorier til innovative løsninger på konkrete problemstillinger
    • Vurdere forretningspotentialet i givne løsninger
    • Formidle konkrete, faglige problemstillinger og løsningsmuligheder til virksomheden

     

    Kompetencer

    Den studerende kan under vejledning:

    • Håndtere udviklingsorienterede situationer i forbindelse med daglige arbejdsopgaver i virksomheden
    • Deltage med en entreprenøriel tilgang i faglige og tværfaglige samarbejder i forbindelse med løsninger af en konkret problemstilling
    • Identificere egne behov for supplerende færdigheder, i forhold til virksomhedens anvendelse af metoder og redskaber.

     

    ECTS-omfang

    Praktikken har et omfang på 15 ECTS-point.

  • Regler for praktikkens gennemførsel

    Reglerne i dette afsnit gælder ikke for professionsbacheloruddannelsen i optometri. I stedet henvises til afsnittet i studieordningen for optometristuddannelsen om læringsmålene for praktikken og praktikkens længde.

    Praktikken er et obligatorisk uddannelseselement, og aktiv deltagelse er en forudsætning for at bestå praktikken. Nedenstående regler skal overholdes, hvis KEA skal vurdere, at praktikken er gennemført, jf. bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, § 5, stk. 2.

    Praktikkens længde er fastsat ovenfor.

    Arbejdstiden skal være 37 timer/uge. Praktikken skal være ulønnet.

    Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik i 37 timer om ugen, kan du søge om dispensation til at være i praktik færre timer om dagen i en længere periode, så dit praktikforløb stadig har det fastsatte antal ECTS point.

    Du skal være mødt i praktikvirksomheden mindst 80 % af tiden, du er i praktik.

    På KEA er følgende praktikformer mulige:

    • Arbejdspladspraktik i Danmark eller i udlandet
    • Iværksætterpraktik i egen virksomhed

    Ved arbejdspladspraktik, skal den studerende have været fysisk til stede i virksomheden. Har praktikvirksomheden en politik om, at ansatte har mulighed for at arbejde hjemmefra, vil praktikanten også kunne gøre det – dog maksimalt to dage om ugen.

    Den studerende skal have deltaget i studierelevante arbejdsopgaver og indgået i et relevant fagligt miljø.

    Inden praktikstart skal du udfylde og indsende KEAs praktikkontrakt, og arbejdsindholdet skal godkendes som studierelevant af KEA.

    Praktikken er et læringsforløb med tilhørende vejledning, refleksion og evaluering.

    Ved arbejdspladspraktik skal der være en person ansat i praktikvirksomheden, som kan give dig relevant faglig sparring.

    Ved iværksætterpraktik i egen virksomhed, skal du selv finde en relevant, ekstern kontaktperson, der kan fungere som mentor.

    Studerende, som har valgt iværksætterpraktik i egen virksomhed, kan ikke tage studerende fra KEA i arbejdspladspraktik.

    Som studerende skal du selv tage intiativ til at kontakte potentielle praktikvirksomheder for at indgå en praktikaftale inden praktikperioden starter, men KEA støtter dig i praktiksøgningsprocessen.

    • Alle studerende får tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra uddannelsen, der kan hjælpe dig med fagspecifikke spørgsmål omkring praktikken
    • KEA har en praktikkoordinator, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål omkring praktikken
    • KEA formidler praktikmuligheder på www.jobportal.kea.dk og på karrieremesser
    • Du kan tilmelde dig KEAs mentorordning. KEAs mentorer er KEA alumner i job, og de kan guide dig i forhold til din praktiksøgning
    • Du kan finde uddybende information om praktik og praktiksøgning på mit.kea.dk/praktik

    Praktikken afsluttes med en prøve, der bedømmes efter 7-trinsskalaen.

  • Undervisnings- og arbejdsformer

    Der vil blive anvendt et normalt bredt udsnit af undervisnings - og arbejdsformer, f.eks.:

    •                  Traditionel klasseundervisning

    •                  Gruppearbejde

    •                  Case

    •                  Ekskursioner

    •                  Tværfaglig projektorganiseret undervisning

    •                  Problembaseret læring

    •                  Videndeling

     

    KEA Design forudsætter at nye studerende har en bærbar computer ved studiestart. Undervisningen kan således tilrettelægges ud fra, at de studerende har egen computer til rådighed.

     

    Undervisningen organiseres således, at den studerende stifter bekendtskab med forskellige undervisnings- og arbejdsformer for derigennem at udvikle selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse.

     

    KEA Design tillægger det særlig stor værdi, at den enkelte studerende er aktiv under studiet, og tager et medansvar for kontinuerligt at opnå læring.

     

    Undervisningen er tilrettelagt i semesterforløb, hvor hvert semester har selvstændige overordnede læringsmål der sikrer en kontinuitet i indlæringen. Der varieres mellem forelæsning, faglige og tværfaglige projekter, klasseundervisning og problemorienterede opgaver.

     

    Der arbejdes både individuelt og i grupper.

    KEA Design anbefaler dog i forbindelse med individuel læring, at de studerende nedsætter studiekredse, der kan støtte den enkelte studerende i læringsforløb og opgaveløsninger.

     

    Denne varierende arbejds- og undervisningsform giver den studerende mulighed for faglig fordybelse, refleksion og selvstændigt arbejde samtidig med, at samarbejdsevne og evne til at se sammenhænge understøttes.

     

    Uddannelsen tilrettelægges som en kombination af teori og praksis. Dele af undervisningen kan tilrettelægges som virksomhedsbesøg, i det omfang at de studerende støtter op om deltagelse i besøgene.

     

    Det tilstræbes, at alle undervisningsforløb tilknyttes et værksted. Disse værksteder kan være enten på KEA eller andre adresser hvor KEA har indgået et samarbejde eller anden form for samarbejdsaftale foreligger. Eksempler på værksteder kan være; materialelab, printværksted, teknologilab eller lignende.

     

    Undervisningen er hovedsagelig på dansk. Dog kan der i tilfælde af eksterne forelæsninger/forelæsere, ved valgfags- moduler, virksomhedsprojekter, samt samarbejder med internationale virksomheder, institutioner og studerende, gennemføres forelæsninger, undervisning og projektarbejde på engelsk.

Internationalisering

KEA støtter den studerende i at finde uddannelsestilbud hos udenlandske udbydere der ækvivalerer læringsmålene for entreprenørskab og designuddannelsen.

Det er muligt for den studerende at gennemføre praktik og valgfagsmoduler på 2. studieår i udlandet. KEA Design skal godkende uddannelsesinstitution og fagligt indhold i det søgte uddannelsesforløb. KEA Design skal godkende et udenlandsk praktiksted. Se praktikguide på Fronter for yderligere information.

KEA kan godkende, at beståede fagelementer eller dele heraf efter denne studieordning bestået ved en anden institution, ækvivalerer tilsvarende fagelementer eller dele heraf i denne studieordning. Hvis det pågældende fagelement er bedømt efter 7-trins-skalaen ved den institution, hvor prøven er aflagt, og ækvivalerer et helt fag i denne studieordning, overføres karakteren.

KEA kan godkende, at beståede fagelementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for fagelementer, der er omfattet af denne studieordning. Ved godkendelse heraf anses fagelementer for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse. Bedømmelsen overføres som ”bestået”.

Obligatorisk eksamenstilmelding

Påbegyndelse af et semester er samtidig tilmelding til de tilhørende prøver. Det er ikke muligt at afmelde sig prøver på uddannelsen, jf. eksamensbekendtgørelsen, § 6, stk. 3.

Prøver på uddannelsen

1 Semester
2 Semester
3 Semester

Prøve(r) i valgfag (i alt 30 ECTS point) - Intern

30 ECTS
4 Semester

Praktikprøven - Intern

Praktik (DA)
15 ECTS Kombineret skriftlig og mundtlig eksamen, projekteksamen

Afsluttende eksamensprojekt - Ekstern

Afsluttende projekt (DA)
15 ECTS Kombineret skriftlig og mundtlig eksamen, projekteksamen
120 ECTS
fordelt på prøverne

Eksamensforudsætninger

Eksamensforudsætninger - afleveringer, deltagelsespligt m.v.

For at kunne deltage i en eksamen kan der være visse forudsætninger, der skal være opfyldt.
En forudsætning kan være flere forskellige ting fx aflevering af en opgave, en præsentation, deltagelse i undervisning m.m.

Manglende opfyldelse af en eksamensforudsætning betyder, at den studerende ikke kan deltage i eksamenen og at der er brugt et eksamensforsøg.

Det skal fremgå af fagkataloget for hvert fag eller studieordningen, hvilke forudsætninger der er for det pågældende fag eller eksamen.

  • Førsteårsprøven

    Førsteårsprøven består af 1. semesterprøven og 2. semesterprøven. Begge prøver skal være bestået inden udgangen af første studieår efter uddannelsesstart, for at den studerende kan fortsætte på uddannelsens 2. studieår. Prøverne optræder individuelt på eksamensbeviset med hver sin karakter.

Beståelse af førsteårsprøven

Førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af 1. studieår for at den studerende kan fortsætte på uddannelsen.

  • Afsluttende projekt

    Det afsluttende eksamensprojekt dokumenterer sammen med uddannelsens øvrige prøver og praktikprøven, at uddannelsens mål for læringsudbytte og de specialerettede slutmål er opnået.

    I det afsluttende eksamensprojekt skal den studerende, både skriftligt og mundtligt, dokumentere evne til systematisk og analytisk at gennemføre en problemløsning samt til at forbinde teori og praksis i et bredt, sammenhængende fagligt perspektiv.

     

    Eksamensprojektet består af en skriftlig opgave og et produkt. Produktet kan være et håndgribeligt produkt, en service- ydelse eller et uhåndgribeligt produkt. Undtagelsesvist kan produktet undlades, hvis projektets problemstilling retfærdiggør dette. Ved udeladelse skal dette altid aftales med projektvejlederen.

     

    Eksamensprojektet knyttes typisk til en konkret, eksisterende virksomhed eller i opstart af egen/iværksætter virksomhed. Alternativt kan projektet være en teoretisk behandling af relevante problemstillinger inden for uddannelsens områder.

    • Eksamensprojektet skal være problemorienteret, det vil sige tage udgangspunkt i en eller flere relevante problemstillinger inden for entreprenørskab og design.
    • Der skal inddrages teorier og faglighed fra flere fagområder, der er gennemgået i undervisningen i entreprenørskab og design og eller i forbindelse med praktikforløbet.
    • Der kan inddrages supplerende teorier og metoder, hvis det er relevant for behandlingen af den konkrete problemstilling.
    • Der arbejdes tværfagligt med problemstillingerne

     

    Eksamen

    Prøven er individuel, og hver eksamineres enkeltvis, uanset om projektet er udarbejdet i gruppe eller alene. Prøvens varighed er bestemt til 45 min. inkl. votering. Der er i alt afsat 15 min. til en individuel indledende præsentation af projektet. Den skriftlige aflevering vægtes 2/3 af karakteren, den mundtlige eksamen vægtes 1/3.

     

    Bedømmelse

    Prøven er ekstern og bedømmes efter 7-trins skalaen.

    Prøven består af et projekt og en mundtlig del. Der gives én samlet karakter. Prøven kan først finde sted efter, at praktikprøven og uddannelsens øvrige prøver er bestået.

  • Særlige prøvevilkår

    KEA tilbyder – efter ansøgning - særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med tilsvarende vanskeligheder samt til studerende med et andet modersmål end dansk, når det vurderes, at dette er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Ansøgning indgives senest 4 uger inden prøven.

    Ansøgningen skal ledsages af en lægeattest, udtalelse fra fx tale-, høre-, ordblinde eller blindeinstitut eller anden dokumentation for helbredsmæssige forhold eller relevant specifik funktionsnedsættelse.

  • Syge- og omprøver

    Sygeprøve

    En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforudseelig grund, får mulighed for at aflægge (syge)prøve snarest muligt. Er det en prøve, der er placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, får den studerende mulighed for at aflægge prøven i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf.  Sygeprøven kan være identisk med næste ordinære prøve. Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår (syge)prøven afvikles. Dette vil fremgå af KEAs eksamenssystem.

    Hvis en studerende på grund af akut sygdom ikke kan deltage i en prøve eller aflevere sin opgave, skal den studerende straks og inden kl. 16 på dagen for prøven/afleveringsdagen, melde sig syg ved at udfylde en sygemeldingsblanket i KEAs blanketsystem. KEA skal derudover modtage en lægeerklæring som dokumentation for akut sygdom seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.

    En studerende der bliver akut syg under en prøves afvikling, skal også dokumentere, at vedkommende har været syg den pågældende dag. KEA skal have modtaget lægeerklæring seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.

    Ved længerevarende sygdom skal den studerende også have meddelt dette til KEA inden kl. 16 på dagen for prøven/afleveringsdagen. Dette gøres ligeledes i KEAs blanketsystem. Længerevarende sygdom skal også dokumenteres ved en lægeerklæring. KEA skal have modtaget lægeerklæring for længerevarende sygdom seneste fem hverdage efter prøvens afholdelse/afleveringsfristen for opgaven.

    Har den studerende ikke meldt sig syg inden for fristen, godtages meddelelsen ikke, og den studerende har brugt et prøveforsøg.

    Dokumenteres sygdom ikke efter ovenstående regler, har den studerende også brugt et eksamensforsøg.

    Den studerende afholder selv udgiften til lægeerklæring.

    Omprøver

    Ved ikke bestået prøve eller ikke fremmøde ved prøve er den studerende automatisk tilmeldt omprøve, så længe der resterer prøveforsøg. Omprøven kan være identisk med næste ordinære prøve.

    Ved mundtlige prøver baseret på skriftlige projekter vejleder eksaminator eller underviser om, hvorvidt den studerende bør gå til omprøve i samme projekt som i det første ordinære forsøg, eller om der bør udarbejdes et nyt projekt eller et tillæg til projektet. Vejledningen sker ud fra en vurdering af, om det skriftlige projekt virker fagligt stærkt nok til at den studerende vil kunne forsvare det mundtligt til en bestået karakter. Vejledningen har ingen indflydelse for karaktergivningen ved omprøven, og er ikke nogen garanti for, at den studerende består omprøven.

    Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår omprøve afholdes. Orientering om tid og sted for omprøver findes normalt i Wiseflow.

    Uddannelsen kan dispensere fra den fortsatte tilmelding, når det er begrundet i usædvanlige forhold, herunder dokumenteret handicap.

  • Eksamenssnyd og forstyrrende adfærd

    Snyd til prøver og eksamen behandles efter reglerne i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen). 

    Hvis en studerende snyder til en prøve, bliver den studerende bortvist fra prøven.

    Hvis der snydes under skærpende omstændigheder, kan den studerende bortvises fra KEA i en kortere eller længere periode og/eller tildeles en advarsel om, at gentagelse kan medføre varig bortvisning fra uddannelsen.

    Snyd er eksempelvis:

    1) plagierer, herunder genbruger egen tekst (selvplagiering) uden kildehenvisning og citationstegn, (plagiat – se www.stopplagiat.nu),

    2) forfalsker,

    3) fortier eller vildleder om egen indsats eller resultater,

    4) indgår i ikke-tilladt samarbejde,

    5) modtager eller forsøger at modtage hjælp under eksamen eller prøve, eller hjælper andre når der ikke er tale om en gruppeprøve,

    6) benytter ikke-tilladte hjælpemidler,

    7) uretmæssigt har opnået forudgående kendskab til eksamensopgaven,

    8) afgiver urigtige fremmødeoplysninger, eller

    9) forsøger at omgå, de-aktivere eller på anden måde hindre hensigten med uddannelsesinstitutionens anvendelse af elektroniske overvågningsprogrammer.

    Bortvisning fra en prøve pga. snyd betyder at karakteren bortfalder, samt at den studerende har brugt et prøveforsøg.

     

    Hvis en studerende udviser forstyrrende adfærd under en prøve, kan institutionen bortvise den studerende fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde giver institutionen først en advarsel.

Andre regler for uddannelsen

Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet efter regler fastsat i studieordningen.

  • Regler om mødepligt

    Der er ikke fastsat regler om mødepligt, men regler og kriterier for studieaktivitet.

  • Merit

    Beståede fagelementer ækvivalerer de tilsvarende fagelementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.

    Den studerende har pligt til at oplyse om gennemførte fagelementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit. KEA godkender i hvert enkelt tilfælde merit på bagrund af gennemførte fagelementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

    Meritaftaler for fag, omfattet af studieordningens fællesdel

    Beståede fagelementer ækvivalerer de tilsvarende fagelementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.

    Den studerende har pligt til at oplyse om gennemførte fagelementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit.

    KEA godkender i hvert enkelt tilfælde merit på bagrund af gennemførte fagelementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele.

    Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

    Den studerende har ved forhåndsgodkendelse af studieophold i Danmark eller udlandet pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte fagelementer.

    Den studerende skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at KEA efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger.

    Ved godkendelse efter ovenstående anses fagelementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

  • Udskrivning ved manglende studieaktivitet

    Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet, således som det er tilrettelagt af KEA. Er der regler om mødepligt til dele af uddannelsesforløbet fremgår det af studieordningen. For uddannelser eller dele heraf, hvor der ikke er mødepligt foretages den løbede studiefremdriftskontrol af underviserne. Hvis underviserne mener, at den studerende ikke har deltaget i undervisningsaktiviteter i min. 2 uger eller har en anden begrundet formodning om, at de studerende ikke længere er aktiv, så sendes en meddelelse ud fra studieadministrationen til den studerende med forespørgsel om hvor vidt den studerende fortsat er aktiv på studiet. Hvis den studerende ikke inden for en tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende fortsat er studieaktiv, sendes endnu en meddelelse fra studieadministrationen til den studerende med en forespørgsel
    om den studerende er studieaktiv. Hvis den studerende heller ikke indenfor tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende er studieaktiv, så meldes den studerende ud fra uddannelsen idet det antages at den studerende ikke længere er aktiv på uddannelsen grundet den studerendes vedvarende passivitet. Studerende der har fået bevilliget orlov eller på anden måde er fraværende med gyldig grund er ikke omfattet af ovenstående.

    Indskrivningen på uddannelsen kan bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve inden for en sammenhængende periode på mindst 1 år.

  • Dispensation

    KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

  • Klage over eksamen

    Klager over prøver behandles efter reglerne i kapitel 11, i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

    Hvornår skal du klage? Klager over eksamensforløb og karaktergivning skal indsendes senest 14 dage efter at bedømmelsen (karakteren) er blevet meddelt eller offentliggjort.

    Hvordan skal du klage? Du skal indgive en klage til KEA på kvalitet@kea.dk.

    Hvad kan du klage over? Du kan klage over eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen (karakteren).

    Hvad kan du få ud af at klage? Hvis du får medhold i din klage, vil du få tilbudt en ny bedømmelse (ved skriftlige prøver) eller en omprøve (ved mundtlige prøver). Din karakter kan ikke blive ændret administrativt. Din karakter bliver kun ændret hvis de nye eksaminatorer giver en anden karakter efter deres faglige bedømmelse. Den ændrede karakter kan være højere eller lavere end den oprindelige karakter.

    Hvem behandler klagen? Klager behandles normalt af KEA Kvalitet. Undtaget er dog klager over prøvegrundlaget, hvis prøven er udstedt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I disse tilfælde videresendes klagen til Styrelsen sammen med KEAs udtalelse.