PBA i digital konceptudvikling
Studieordningens rammer
Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser.
Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven).
Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (adgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
- Ikrafttrædelse og overgangsregler
Studieordningen træder i kraft den 01.08.2018 og har virkning for alle studerende, som er eller bliver indskrevet efter denne dato.
Overgangsordninger
Studieordningen har virkning for alle studerende, som påbegynder uddannelsen efter den 1. august 2018.
- Den uddannedes titel på dansk og engelsk
Dimittender fra uddannelsen har ret til at anvende titlen Professionsbachelor i digital konceptudvikling (PBA digital konceptudvikling). Den engelske titel er Bachelor of Digital Concept Development (BA Digital Concept Development).
- Uddannelsens formål, længde og niveau
Formålet med uddannelsen er at kvalificere den uddannede til selvstændig varetagelse af strategisk og forretningsorienteret konceptudvikling primært på digitale platforme. Uddannelsen kvalificerer endvidere til arbejde inden for digital konceptdesign, forretningsudvikling og brugerforståelse for interaktive digitale løsninger i et globalt perspektiv.
Uddannelsen er en fuldtidsuddannelse normeret til 1½ studenterårsværk. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS). Uddannelsen er således normeret til i alt 90 ECTS. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Uddannelsen er indplaceret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for videregående uddannelser.Uddannelsens 90 ECTS-point omfatter:
1) Uddannelseselementer med et samlet omfang på 60 ECTS-point, der udmønter uddannelsens faglige områder.
2) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-points.
3) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Fagområder
Uddannelseselementerne tilrettelægges inden for følgende fagområder, der samlet set omfatter 60 ECTS-point, og som er indbyrdes vægtet i forholdet 1:1:1.
1) Digital konceptdesign: Fagområdet indeholder design og udvikling af digitale koncepter med særlig vægt på teknologiforståelse og kommunikation. Der fokuseres på alle aspekter af udviklings- og designprocesser fra initiering til eksekvering.
2) Forretningsudvikling: Fagområdet indeholder markedsføring, digital forretningsforståelse og -udvikling med udgangspunkt i værdiskabende forretningsmodeller. Der lægges vægt på forretnings- og markedsføringskoncepter. ¬
3) Brugerforståelse: Fagområdet indeholder undersøgelser og analyser af brugerne, med henblik på at forstå adfærd til at udvikle koncepter. Der lægges vægt på kommunikation og argumentation for brugeroplevelsen af det værdiskabende koncept.
- Uddannelsens læringsmål
Viden
Den uddannede har viden om og kan reflektere over
● trends, teori og praksis inden for digital konceptudvikling.
● projektledelse, brugerundersøgelse, metode og teknologi i udviklingen og implementeringen af værdiskabende digitale koncepter.
● forskellige former for brugerundersøgelse i relation til videnskabelig metode og videnskabsteori.
● udvikling af digitale forretningsmodeller.
● lovgivnings betydning for udvikling af digitale markedsføringsstrategier.
Færdigheder
Den uddannede kan:
● anvende metoder og redskaber til dybtgående analyse af problemfelter, trends, teori og praksis inden for værdiskabende digital konceptudvikling.
● vurdere og argumentere for valg af løsning i forhold til brugere, udviklingsforløb, teknologi, projektledelse, bæredygtighed og skalerbarhed.
● vurdere eksisterende koncepter og formidle løsningsforslag til optimering af disse til samarbejdspartnere og virksomheder.
● anvende videnskabelige metoder og redskaber til analyse, undersøgelse, test og evaluering af digitale koncepter.
● reflektere over praksis i relation til problemstillinger i udviklingen af digitale koncepter
● formidle praksisnære og faglige problemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og brugere.
Kompetencer
Den uddannede kan:
● håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i relation til konceptuelle prototyper på baggrund af blandt andet komplekse handelsløsninger, designløsninger, digitalt kampagnemateriale og andre digitale kommunikationsløsninger.
● håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer koncepter for digital handel, design, marketing samt kommunikation.
● sammenkoble relevante fagligt teoretisk-praktiske emner.
● håndtere udvikling og facilitering af innovative processer.
● selvstændigt indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde og påtage sig ansvar inden for og forstå samspillet mellem menneske, virksomhed, samfund og digital teknologi med baggrund i relevante teorier, metoder og analyser.
● samarbejde selvstændigt med andre faggrupper og eksterne samarbejdspartnere om udvikling af kreative digitale koncepter og påtage sig ansvar indenfor rammerne af en professionel etik.
● identificere egne læringsbehov og udvikle viden og færdigheder i relation til egen jobprofil.
Optagelse på uddannelsen
Optagelse på uddannelsen sker i henhold til reglerne i adgangsbekendtgørelsen.
Der henvises til Kea.dk for nærmere bestemmelser om optagelse på Top Up uddannelser.
Oversigt over uddannelsens fagelementer
- Nationale fagelementer
Fagkode Titel ECTS 9981501 Konceptudvikling og værdiskabelse (DA) 10 9981502 Brugerundersøgelse og metode (DA) 5 9981503 Projektledelse (DA) 5 9981504 Teknologiforståelse (DA) 5 9981505 Videnskabsteori (DA) 5 9981641 Digital Markedsføring (DA) 10 9981701 Praktik (DA) 15 9981702 Bachelorprojekt (DA) 15
- Lokale fagelementer
Lokale fagelementer på uddannelsen udbydes som valgfag.
- Valgfag
De aktuelle valgfag på uddannelsen publiceres i løbet af femte semester.
Fagkode Titel ECTS 9981642 Innovation og forretningsudvikling BMC/VPC + GV Sprint 5 9981643 Digital commerce 5 9981644 Digital brugeroplevelse 5
- Læringsmålene for praktikken og praktikkens længde
Viden
Den studerende har udviklingsbaseret viden om og kan forstå og reflektere over:
- praktikvirksomhedens forretningsmodel.
- det professionelle miljø, jobfunktioner og interessenter i praktikvirksomheden.
Færdigheder
Den studerende kan anvende metoder og redskaber samt mestre de færdigheder, der knytter sig til:
- udførelsen af relevante opgaver i praktikvirksomheden.
Den studerende kan vurdere praksisnære og teoretiske problemstillinger samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller i relation til:
- egen deltagelse i opgaveløsning.
- løsninger på praktikstedet.
- professionen som digital konceptudvikler.
Den studerende kan formidle:
- praksisnære problemstillinger til praktikvirksomhedens samarbejdspartnere og brugere
Kompetencer
Den studerende kan håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i relation til:
- praktikvirksomhedens nuværende arbejde med digital konceptudvikling samt dens fremtidige kompetencebehov inden for digital konceptudvikling.
Den studerende kan selvstændigt indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde i relation til:
- ansvar for opgaveløsning.
Den studerende kan videreudvikle egen viden og færdigheder samt identificere egne læringsbehov i tilknytning til:
- mindst én profession i praktikvirksomheden.
Med udgangspunkt i ovennævnte læringsmål, fastlægger den studerende, virksomheden og vejlederen fra uddannelsen i fællesskab mål for den studerendes læringsudbytte.
Prøven i praktikforløbet
Praktikken afsluttes med en prøve, som bedømmes efter 7-trinsskalaen. Prøveform og prøvens tilrettelæggelse er beskrevet under pkt. 5.1.3.
ECTS-omfang
Praktikken har et omfang på 15 ECTS-point.
- Regler for praktikkens gennemførsel
Praktikken er et obligatorisk uddannelseselement, og aktiv deltagelse er en forudsætning for at bestå praktikken.
Praktikkens længde er fastsat ovenfor.
Arbejdstiden skal være 37 timer/uge. Praktikken skal være ulønnet.
Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik i 37 timer om ugen, kan du søge om dispensation til at være i praktik færre timer om dagen i en længere periode, så dit praktikforløb stadig har et omfang på 15 eller 30 ECTS point.
På KEA er følgende praktikformer mulige:
- Arbejdspladspraktik i Danmark eller i udlandet
- Iværksætterpraktik i egen virksomhed
Inden praktikstart skal du udfylde og indsende KEAs praktikkontrakt, og arbejdsindholdet skal godkendes som studierelevant af KEA.
Praktikken er et læringsforløb med tilhørende vejledning, refleksion og evaluering.
Ved arbejdspladspraktik skal der være en person ansat i praktikvirksomheden, som kan give dig relevant faglig sparring.
Ved iværksætterpraktik i egen virksomhed, skal du selv finde en relevant, ekstern kontaktperson, der kan fungere som mentor.
Studerende, som har valgt iværksætterpraktik i egen virksomhed, kan ikke tage studerende fra KEA i arbejdspladspraktik.
Som studerende skal du selv tage intiativ til at kontakte potentielle praktikvirksomheder for at indgå en praktikaftale inden praktikperioden starter, men KEA støtter dig i praktiksøgningsprocessen.
- Alle studerende får tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra uddannelsen, der kan hjælpe dig med fagspecifikke spørgsmål omkring praktikken
- KEA har en praktikkoordinator, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål omkring praktikken
- KEA formidler praktikmuligheder på www.jobportal.kea.dk og på karrieremesser
- Du kan tilmelde dig KEAs mentorordning. KEAs mentorer er KEA alumner i job, og de kan guide dig i forhold til din praktiksøgning
- Du kan finde uddybende information om praktik og praktiksøgning på mit.kea.dk/praktik
Praktikken afsluttes med en prøve, der bedømmes efter 7-trinsskalaen.
Ovenstående regler gælder ikke for professionsbachelor-uddannelsen i optometri. I stedet henvises til afsnittet om læringsmålene for praktikken og praktikkens længde.
- Undervisnings- og arbejdsformer
Det er en forudsætning for at følge undervisningen, at den studerende har adgang til en bærbar computer eller tilsvarende. Undervisning kan derfor planlægges på det grundlag at alle studerende har adgang til computer. Undervisningen organiseres på en måde, så studerende bliver gjort bekendte med forskellige former for undervisning og arbejdsmetoder, og derved udvikler en stor grad af selvstændighed, samarbejdsevner og innovative evner. Uddannelsen lægger stor vægt på at den enkelte studerende deltager aktivt i uddannelsens aktiviteter og tager ansvar for egen læring.
Undervisningen tilpasses de enkelte semestres fag, hvor hvert semester har sine egne uafhængige, overordnede læringsmål, der skal sikre kontinuitet i læringen. Der vil forekomme en kombination af klasserumsundervisning, emnespecifikke og interdisciplinære projekter, og problemorienterede opgaver.
Arbejde udføres både i grupper og individuelt. Det anbefales dog, at de studerende danner studiegrupper med henblik på at støtte den enkelte studerende i dennes læring i forbindelse med dagligt arbejde og opgaver. Variationerne i arbejdsform giver den studerende mulighed for at udvikle sig akademisk, og udvikler evnen til at reflektere og arbejde individuelt, samtidig med at samarbejdsevner og forståelse styrkes.
Uddannelsen er udformet så den kombinerer teori og praksis. Noget af undervisningen kan derfor henlægges som virksomhedsbesøg.
Der vil på uddannelsen anvendes en række forskellige undervisnings- og arbejdsformer, blandt andet, men ikke nødvendigvis begrænset til:
- klasseundervisning
- gruppearbejde
- cases
- virksomhedsbesøg
- interdisciplinær, projektbaseret undervisning
- problem-baseret læring
- vidensdeling
- e-læring
Differentieret undervisning
Differentieret læring kan finde sted på grund af specifikke behov, men som udgangspunkt undervises alle studerende på samme niveau.
Internationalisering
KEA støtter den studerende i at finde uddannelsestilbud hos udenlandske udbydere der ækvivalerer læringsmålene for uddannelsen.
Uddannelse i udlandet
KEA kan godkende, at beståede uddannelseselementer eller dele heraf efter denne studieordning bestået ved en anden institution, ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer eller dele heraf i denne studieordning. Hvis det pågældende uddannelseselement er bedømt efter 7-trins-skalaen ved den institution, hvor prøven er aflagt, og ækvivalerer et helt fag i denne studieordning, overføres karakteren.
KEA kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne studieordning. Ved godkendelse heraf anses uddannelseselementer for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse. Bedømmelsen overføres som “bestået”.
Aftaler med udenlandske uddannelsesinstitutioner om parallelforløb
Efter at have bestået 5. semester kan de studerende vælge helt eller delvist at gennemføre deres studier i udlandet. KEA tilbyder en række internationaliserings- muligheder, herunder praktikopholdet på 7. semester. Oplysninger om partnerinstitutioner, internationale praktikophold, meritoverførsel og procedurer offentliggøres løbende af KEA.
Obligatorisk eksamenstilmelding
Påbegyndelse af et semester er samtidig tilmelding til de tilhørende prøver. Det er ikke muligt at afmelde sig prøver på uddannelsen, jf. bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser, § 5, stk. 4.
Prøver på uddannelsen
For at have bestået den samlede uddannelse skal den studerende minimum have opnået beståelseskarakteren 02 i alle uddannelsens prøver.
Læringsmålene for uddannelseselementerne på 5. og 6. semester er identiske med læringsmålene for 1. og 2. eksterne eksamen.
Alle præstationsbedømmelser er individuelle. Såfremt der ligger en gruppebaseret indsats til grund for prøven, kan den studerendes indsats i forhold til gruppeprocessen indgå i bedømmelsen.
Portføljeprøve 5.semester - Ekstern
Portføljeprøve 6.semester - Ekstern
Praktikprøve - Intern
Bachelorprojekt - Ekstern
fordelt på prøverne
- Studiestartprøven
Ikke relevant for denne uddannelse.
- Afsluttende projekt
Bachelorprojektet skal dokumentere den studerende forståelse af og evne til at reflektere over professionens praksis og anvendelse af teori og metode i relation til en praksisnær problemstilling. Problemstillingen, der skal være central for uddannelsen og professionen, formuleres af den studerende, eventuelt i samarbejde med en privat eller offentlig virksomhed. KEA skal godkende problemstillingen.
Den studerende skal gennem projektarbejde specialisere sig i et afgrænset område inden for digital konceptudvikling med udgangspunkt i samarbejde med en virksomhed eller organisation.
Bachelorprojektet afslutter uddannelsen på sidste semester, når alle forudgående prøver er bestået.
Prøven er en mundtlig og skriftlig prøve med ekstern censur, hvor der gives en samlet individuel karakter efter 7-trinsskalaen for det skriftlige projekt og den mundtlige præstation.
Individuel eksamination med udgangspunkt i projektarbejde udarbejdet individuelt eller i en gruppe af normalt op til 3 studerende. Der gives en individuel karakter (7-skalaen) ud fra en helhedsvurdering af et digitalt koncept, en konceptuel prototype eller et digitalt produkt, en rapport og en mundtlig del.
Prøven kan først finde sted efter, at afsluttende prøve i praktikken og uddannelsens øvrige prøver er bestået. For nærmere beskrivelse af prøveform og prøvens tilrettelæggelse mv. henvises til studieordningens lokaldel med beskrivelse af uddannelsens eksaminer.
Aflevering
Et digitalt koncept, der ligger inden for rammerne af uddannelsens overordnede læringsmål. En konceptuel prototype eller et digitalt produkt, som imødekommer (eller løser) komplekse udfordringer knyttet til det digitale koncept. Rapport på max. 30 normalsider plus max 15 normalsider pr. gruppemedlem, eksklusive bilag.
En normalside er 2.400 tegn inkl. mellemrum og fodnoter. Forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste samt bilag tæller ikke med. Bilag er uden for bedømmelse.Eksamen
Individuel eksamination med udgangspunkt i det afleverede samt mundtligt oplæg:- oplæg fra den studerende: 10 min.
- eksamensdialog: 20 min.
- votering og afgivelse af resultat: 10 min.
Bedømmelse
Der gives en individuel karakter ud fra en helhedsvurdering af det afleverede, præsentation og individuel eksamination.ECTS-omfang
Bachelorprojektet har et omfang på 15 ECTS-point.Hvad betyder formulerings- og staveevner for bedømmelsen?
Formuleringsevne og stavning bedømmes som en del af det samlede indtryk af bachelorprojektet. Karakteren givet for projektet reflekterer således den overordnede bedømmelse af det akademiske indhold, samt den studerendes evne til at formulere sig og stave korrekt, dog med hovedvægten lagt på det professionelle indhold.Studerende som kan dokumentere en relevant tilstand som påvirker deres evne til at overholde dette krav kan søge om dispensation for kravet. Dispensationsanmodningen skal være sendt til studieadministrationen for uddannelsen, stilet mod studielederen, senest fire uger inden eksamen.
- Særlige prøvevilkår
KEA tilbyder – efter ansøgning - særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med tilsvarende vanskeligheder samt til studerende med et andet modersmål end dansk, når det vurderes, at dette er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Ansøgning indgives senest 4 uger inden prøven.
Ansøgningen skal ledsages af en lægeattest, udtalelse fra fx tale-, høre-, ordblinde eller blindeinstitut eller anden dokumentation for helbredsmæssige forhold eller relevant specifik funktionsnedsættelse.
- Syge- og omprøver
Sygeprøve
En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller af anden uforudseelig grund, får mulighed for at aflægge (syge)prøven snarest muligt. Er det en prøve, der er placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, får den studerende mulighed for at aflægge prøven i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf.
Sygeprøven kan være identisk med næste ordinære prøve. Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår (syge)prøven afvikles. Orientering om tid og sted for sygeprøver findes på Fronter.
Sygdom skal dokumenteres ved lægeerklæring. Institutionen skal senest have modtaget lægeerklæring tre hverdage efter prøvens afholdelse. Studerende, der bliver akut syge under en prøves afvikling, skal dokumentere at vedkommende har været syg på den pågældende dag.
Dokumenteres sygdom ikke efter ovenstående regler, har den studerende brugt et prøveforsøg.
Den studerende skal selv afholde udgiften til lægeerklæring.
Omprøver
Ved ikke bestået prøve eller ikke fremmøde ved prøve er den studerende automatisk tilmeldt omprøve, så længe der resterer prøveforsøg. Omprøven kan være identisk med næste ordinære prøve.
Ved mundtlige prøver baseret på skriftlige projekter afgør eksaminator, hvorvidt den studerende må gå til omprøve i samme projekt som i det første ordinære forsøg, eller om der skal udarbejdes et nyt projekt. Eksaminator afgør dette ud fra en vurdering af, hvorvidt den studerende vurderes til at kunne bestå den mundtlige prøve på baggrund af det skriftlige projekt.
Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår omprøve afholdes. Orientering om tid og sted for omprøver findes på Fronter.
Uddannelsen kan dispensere fra den fortsatte tilmelding, når det er begrundet i usædvanlige forhold, herunder dokumenteret handicap.
- Eksamenssnyd og forstyrrende adfærd
Snyd til prøver og eksamen behandles efter reglerne i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Hvis en studerende snyder til en prøve, bliver den studerende bortvist fra prøven.
Hvis der snydes under skærpende omstændigheder, kan den studerende bortvises fra uddannelsen i en kortere eller længere periode. Med bortvisningen for snyd under skærpende omstændigheder følger en skriftlig advarsel, om at gentagelse kan medføre varig bortvisning fra uddannelsen.
Snyd er eksempelvis:
- Uretmæssigt at modtage hjælp under prøven
- Uretmæssigt at give hjælp til andre under prøven
- At udgive andres arbejde for sit eget (plagiat – se www.stopplagiat.nu).
- At anvende eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning.
- At anvende hjælpemidler, som ikke er tilladte til den pågældende prøve
Bortvisning fra en prøve pga. snyd betyder at karakteren bortfalder, samt at den studerende har brugt et prøveforsøg.
Hvis en studerende udviser forstyrrende adfærd under en prøve, kan institutionen bortvise den studerende fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde giver institutionen først en advarsel.
Andre regler for uddannelsen
Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet efter regler fastsat i studieordningen.
- Regler om mødepligt
Der er ikke fastsat regler om mødepligt, men regler og kriterier for studieaktivitet.
- Merit
Beståede uddannelseselementer ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.
Den uddannede har pligt til at oplyse om gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit.
KEA godkender i hvert enkelt tilfælde merit på baggrund af gennemførte uddannelseselementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele.
Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.
Den uddannede har ved forhåndsgodkendelse af studieophold i Danmark eller udlandet pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer.
Den uddannede skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at KEA efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger.
Ved godkendelse efter ovenstående anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
- Kriterier for vurdering af studieaktivitet
Studerende forventes at deltage aktivt i deres studie. Dette betyder at der forventes aktiv deltagelse i undervisningen og projektarbejdet, samt rettidig aflevering af opgaver og andre afleveringer.
Hvis en studerende ikke udviser studieaktivitet, vil den studerende blive sendt en advarsel og blive indkaldt til et opfølgningsmøde. Hvis ikke den studerende herefter fortsat ikke viser studieaktivitet vil den studerende blive udmeldt fra studiet og meldt studieinaktiv til SU-styrelsen (hvis relevant).
Studerende forventes at holde sig opdaterede via deres personlige KEA-mail, på læringsplatformen (pt. Fronter) samt de øvrige platforme, som anvises.
Studerende skal aflevere alle opgaver, der bliver meldt ud ved starten af semestret, eller starten af det pågældende fag, og som er identificeret som bundne forudsætninger.
Udskrivning ved manglende studieaktivitet
Indskrivningen bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve i en sammenhængende periode på mindst 1 år.
Dispensationsregler
KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
- Udskrivning ved manglende studieaktivitet
Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet, således som det er tilrettelagt af KEA. Er der regler om mødepligt til dele af uddannelsesforløbet fremgår det af studieordningen. For uddannelser eller dele heraf, hvor der ikke er mødepligt foretages den løbede studiefremdriftskontrol af underviserne. Hvis underviserne mener, at den studerende ikke har deltaget i undervisningsaktiviteter i min. 2 uger eller har en anden begrundet formodning om, at de studerende ikke længere er aktiv, så sendes en meddelelse ud fra studieadministrationen til den studerende med forespørgsel om hvor vidt den studerende fortsat er aktiv på studiet. Hvis den studerende ikke inden for en tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende fortsat er studieaktiv, sendes endnu en meddelelse fra studieadministrationen til den studerende med en forespørgsel
om den studerende er studieaktiv. Hvis den studerende heller ikke indenfor tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende er studieaktiv, så meldes den studerende ud fra uddannelsen idet det antages at den studerende ikke længere er aktiv på uddannelsen grundet den studerendes vedvarende passivitet. Studerende der har fået bevilliget orlov eller på anden måde er fraværende med gyldig grund er ikke omfattet af ovenstående.Indskrivningen på uddannelsen kan bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve inden for en sammenhængende periode på mindst 1 år.
- Dispensation
KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
- Klage over eksamen
Klager over prøver behandles efter reglerne i kapitel 10, i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
Hvornår skal du klage? Klager over eksamensforløb og karaktergivning skal indsendes senest 14 dage efter at bedømmelsen (karakteren) er blevet meddelt eller offentliggjort.
Hvordan skal du klage? Du skal – individuelt - indgive en skriftlig og begrundet klage til KEA på kvalitet@kea.dk. Klager, der indgives af flere studerende i fællesskab, kan blive afvist.
Hvad kan du klage over? Du kan klage over eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen (karakteren).
Hvad kan du få ud af at klage? Hvis du får medhold i din klage, vil du få tilbudt en ny bedømmelse (ved skriftlige prøver) eller en omprøve (ved mundtlige prøver). Din karakter kan ikke blive ændret administrativt. Din karakter bliver kun ændret hvis de nye eksaminatorer giver en anden karakter efter deres faglige bedømmelse. Den ændrede karakter kan være højere eller lavere end den oprindelige karakter.
Hvem behandler klagen? Klager behandles normalt af KEA Kvalitet. Undtaget er dog klager over prøvegrundlaget, hvis prøven er udstedt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I disse tilfælde videresendes klagen til Styrelsen sammen med KEAs udtalelse.