Københavns Erhvervsakademi

en
Tidligere årgange

Datamatiker (EAK inden for informationsteknologi)

Studieordningens rammer

Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser.

Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven).

Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (adgangsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

  • Ikrafttrædelse og overgangsregler

    Ikrafttrædelsesdato: 01-08-2019

    Overgangsordninger: For studerende der er optaget på uddannelsen frem til forår 2019 gælder eksamensbestemmelserne fra studieordningen 2015. For alle der optages fra August 2019 gælder denne studieordning.

  • Uddannelsens formål, længde og niveau

    Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for informationsteknologi er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage arbejde med at analysere, planlægge og gennemføre løsninger, der vedrører nyudvikling, videreudvikling og integration af it-systemer i private og offentlige virksomheder nationalt og internationalt.

    Uddannelsen er nomineret til 150 ECTS-point. 

    Uddannelsen er indplaceret på niveau 5 i kvalifikationsrammen for videregående uddannelser. 
    De 150 ECTS-point omfatter 

    1) Uddannelseselementer med et samlet omfang 120 ECTS-point, der tilrettelægges inden for uddannelsens faglige områder.

    2) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point.

    3) Afsluttende eksamensprojekt på 15 ECTS-point.

Fagområder

Uddannelseselementerne tilrettelægges inden for følgende fagområder, der samlet set omfatter 120 ECTS-point og som er indbyrdes vægtet i forholdet 3:6:11:4.

1) Virksomheden: Fagområdet indeholder forståelse af hvordan it-løsninger kan udvikle og integreres i forretningen og forretningens processer. Herunder hvorledes nye forretningsformer såsom E-business kan implementeres, samt hvilke risici, der kan være forbundet med nye løsninger, for eksempel i forhold til it-sikkerhed. Fagområdet beskæftiger sig tillige med innovation og forandringsledelse samt planlægning og styring af it-projekter.

2) Systemudvikling: Fagområdet indeholder forskellige metoder til analyse, design og dokumentation af it-løsninger. Herudover indeholder fagområdet brug af mønstre og designprincipper samt brugbarhed og kvalitetssikring af såvel funktionalitet, data og brugergrænsefladen.

3) Programmering: Fagområdet indeholder programmeringsforståelse med fokus på forskellige sprog, teknikker og anvendelsesområder. Fagområdet indeholder algoritmer, arkitektur samt mere specifikke forhold som samtidighed, distribueret programmering og databaseprogrammering. Der er fokus på anvendelse af praksisnære udviklingsmiljøer, programudvikling, dokumentation og test.

4) Teknologi: Fagområdet indeholder forståelse for IT-systemers teknologiske fundament herunder operativsystemer, netværk samt databasesystemer. Fagområdet indeholder derudover synkronisering af flere brugere og sikkerhed i distribuerede systemer.

  • Uddannelsens læringsmål

    Viden 

    Den uddannede har 

    • udviklingsbaseret viden om erhvervets anvendte praksis, teori og metode inden for softwareudvikling, 
    • forståelse for grundlæggende virksomhedsforhold i relation til systemudvikling 
    • forståelse for teknologiske begreber og it-systemers teknologiske basering i relation til programmering, fejlsøgning og idriftsættelse. 

    Færdigheder 

    Den uddannede kan 

    • anvende fagområdets centrale metoder og redskaber til metodisk at afdække krav til it-systemer, herunder vurdere i hvilket omfang kravene kan realiseres inden for givne rammer
    • anvende erhvervets moderne og tidssvarende programmeringsteknikker og værktøjer til softwarekonstruktion, herunder sikre kvaliteten af det udviklede produkt 
    • formidle det udførte arbejde, samt praksisnære problemstillinger og løsningsmuligheder en sådan form, at dokumentationen er brugbar for samarbejdspartnere og brugere
    • anvende den relevante viden i forbindelse med systemudvikling, programmering og idriftsættelse 
    • anvende de færdigheder, der knytter sig til beskæftigelse indenfor erhvervet til at foretage fejlafdækning på systematisk vis og afhjælpe fejl i forbindelse med it-systemer
    • vurdere praksisnære problemstillinger inden for it samt opstille og vælge løsningsmuligheder  

    Kompetencer  

    Den uddannede kan 

    • håndtere systemudviklingsforløb under anvendelse af fagområdets moderne metoder, teknikker og værktøjer  
    • deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde og projektarbejde i forbindelse med softwareudvikling med en professionel tilgang, samt deltage i udvikling af praksis inden for softwareudvikling 
    • i en struktureret sammenhæng tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer i relation til it-branchen, herunder domæneviden og teknologisk viden samt anvendelse af nye metoder, teknikker og værktøjer. 

Optagelse på uddannelsen

Optagelse på uddannelsen sker i henhold til reglerne i adgangsbekendtgørelsen.

Der henvises til Kea.dk for nærmere bestemmelser om optagelse på Top Up uddannelser.

Oversigt over uddannelsen

  • Lokale fagelementer

    De lokale fagelementer på uddannelsen udgør 30 ECTS point af uddannelsen. De lokale fagelementer udbydes på KEA i form af valgfag.

  • Læringsmålene for praktikken og praktikkens længde

    Praktikken tilrettelægges således, at den i kombination med uddannelsens øvrige dele bidrager til, at den studerende udvikler praktiske kompetencer. Praktikopholdet har til formål at sætte den studerende i stand til at anvende studiets metoder, teorier og redskaber gennem løsning af konkrete praktiske opgaver inden for informationsteknologi.

    ECTS omfang

    15 ECTS

    Læringsmål

    Viden

    Den studerende

    • viden om og forståelse for den daglige drift i praktikvirksomheden særligt i forhold i arbejdsopgaverne i praktikken

    Færdigheder

    Den studerende kan

    • anvende alsidige tekniske og analytiske arbejdsmetoder, der knytter sig til beskæftigelse inden for erhvervet
    • vurdere praksisnære problemstillinger og opstilling af løsningsmuligheder
    • formidle praksisnære problemstillinger og begrundede løsningsforslag

    Kompetencer

    Den studerende kan

    • håndtere udviklingsorienterede praktiske og faglige situationer i forhold til erhvervet
    • håndtere strukturering og planlægning af daglige arbejdsopgaver i erhvervet 
    • deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang
    • tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer i relation til erhvervet

    Praktikken afsluttes med en prøve.

    Læringsmål for prøven er identisk med læringsmålene for praktikken.

  • Regler for praktikkens gennemførsel

    Praktikken er et obligatorisk uddannelseselement, og aktiv deltagelse er en forudsætning for at bestå praktikken.

    Praktikkens længde er fastsat ovenfor.

    Arbejdstiden skal være 37 timer/uge. Praktikken skal være ulønnet.

    Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik i 37 timer om ugen, kan du søge om dispensation til at være i praktik færre timer om dagen i en længere periode, så dit praktikforløb stadig har et omfang på 15 eller 30 ECTS point.

    På KEA er følgende praktikformer mulige:

    • Arbejdspladspraktik i Danmark eller i udlandet
    • Iværksætterpraktik i egen virksomhed

    Inden praktikstart skal du udfylde og indsende KEAs praktikkontrakt, og arbejdsindholdet skal godkendes som studierelevant af KEA.

    Praktikken er et læringsforløb med tilhørende vejledning, refleksion og evaluering.

    Ved arbejdspladspraktik skal der være en person ansat i praktikvirksomheden, som kan give dig relevant faglig sparring.

    Ved iværksætterpraktik i egen virksomhed, skal du selv finde en relevant, ekstern kontaktperson, der kan fungere som mentor.

    Studerende, som har valgt iværksætterpraktik i egen virksomhed, kan ikke tage studerende fra KEA i arbejdspladspraktik.

    Som studerende skal du selv tage intiativ til at kontakte potentielle praktikvirksomheder for at indgå en  praktikaftale inden praktikperioden starter, men KEA støtter dig i praktiksøgningsprocessen.

    • Alle studerende får tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra uddannelsen, der kan hjælpe dig med fagspecifikke spørgsmål omkring praktikken
    • KEA har en praktikkoordinator, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål omkring praktikken
    • KEA formidler praktikmuligheder på www.jobportal.kea.dk og på karrieremesser
    • Du kan tilmelde dig KEAs mentorordning. KEAs mentorer er KEA alumner i job, og de kan guide dig i forhold til din praktiksøgning
    • Du kan finde uddybende information om praktik og praktiksøgning på mit.kea.dk/praktik

    Praktikken afsluttes med en prøve, der bedømmes efter 7-trinsskalaen.

    Ovenstående regler gælder ikke for professionsbachelor-uddannelsen i optometri. I stedet henvises til afsnittet om læringsmålene for praktikken og praktikkens længde.

  • Undervisnings- og arbejdsformer

    Undervisningen på datamatikeruddannelsen foregår som en dynamisk, interaktiv proces, hvor hovedvægten lægges på de studerendes aktive deltagelse. Undervisningen tager udgangspunkt i relevant erhvervspraksis og kobler praksis og teori. Der inddrages problemstillinger fra de forskellige typer af virksomheder inden for it- branchen. De studerende tager ansvar for egen læring, og såvel de som underviserne bidrager konstruktivt til læreprocessen.

    For at sikre den optimale faglige indlæring og personlige udvikling hos den enkelte studerende anvender datamatikeruddannelsen varieret pædagogik med hovedvægten lagt på dialog, diskussion og projekter.

    Undervisningen tilrettelægges varieret bl.a. gennem holdundervisning, gæsteforelæsninger virksomhedsbesøg, projektarbejde i grupper og individuelt arbejde – oftest med tværfaglige problemstillinger og altid med et anvendelsesorienteret udgangspunkt. De forskellige indlæringsformer vil, ud over det faglige indhold, også udvikle den studerendes evne til både at arbejde selvstændigt og at samarbejde med andre.

    Fælles for alle disse aktiviteter er, at uddannelsen altid forsøger at opstille klare mål for læringsaktiviteterne.

    Undervisningen kan tilrettelægges, så fremmedsprog indgår i form af undervisningsmateriale og i undervisningen.

Internationalisering

Den studerende kan efter uddannelsens godkendelse af en ansøgt forhåndsmerit gennemføre hvert enkelt uddannelseselement i udlandet.

Ved forhåndsgodkendelse af studieophold i udlandet har den studerende pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer. Den studerende skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at institutionen efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger.

Ved godkendelse af forhåndsmerit anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om uddannelsen.

Obligatorisk eksamenstilmelding

Påbegyndelse af et semester er samtidig tilmelding til de tilhørende prøver. Det er ikke muligt at afmelde sig prøver på uddannelsen, jf. bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser, § 5, stk. 4.

Prøver på uddannelsen

1 Semester

1. Delprøve af førsteårs eksamen: Programmering - Ekstern

Programmering
15 ECTS Mundtlig eksamen
2 Semester
3 Semester

1.Delprøve af 3 semester eksamen: Systemudvikling 2 - Intern

Systemudvikling 2
10 ECTS Mundtlig eksamen

2.Delprøve af 3 semester eksamen: Teknologi 2 - Intern

Teknologi 2
10 ECTS Mundtlig eksamen

3.Delprøve af 3 semester eksamen: Programmering 2 - Intern

Programmering 2
10 ECTS Mundtlig eksamen
4 Semester

Valgfagsprøve - Intern

Valgfag
30 ECTS
5 Semester

Praktikprøve - Intern

Praktik
15 ECTS Skriftlig eksamen

Afsluttende eksamensprojekt - Ekstern

Afsluttende projekt
15 ECTS Kombineret skriftlig og mundtlig eksamen, projekteksamen
150 ECTS
fordelt på prøverne

  • Studiestartprøven

    Studiestartsprøven afholdes inden for de første 2 måneder af 1. semester.

    Den studerende skal bestå studiestartsprøven for at kunne fortsætte på uddannelsen. Prøven har til formål at klarlægge om den studerende reelt er begyndt på uddannelsen og er studieaktiv.

    Evalueringen er bestået/ ikke bestået. Ved bedømmelsen ikke bestået har den studerende mulighed for at deltage i en omprøve. Hvis omprøven ikke bestås kan den studerende ikke fortsætte på uddannelsen og udskrives automatisk.

    De sædvanlige klageregler gælder ikke for studiestartsprøven.

  • Førsteårsprøven

    Programmering, Systemudvikling, Teknologi og Virksomhed
     

    Forudsætninger for at gå til prøven
    Følgende forudsætninger gælder for at gå til prøven:
    Der er 12 deltagelsespligter knyttet til prøven. Disse er beskrevet på KEAs intranet på semesterets/holdets rum. Deltagelsespligterne skal afleveres på KEAs intranet.
    Manglende opfyldelse af blot én eller flere studieaktiviteter eller ikke korrekt aflevering af 1. års projekt, som udgør den skriftlige del af prøven betyder, at den studerende ikke kan deltage i prøven, og at der er brugt et prøveforsøg.
     

    Prøvens tilrettelæggelse
    Prøven består af 2 delprøver:

    • 1. Semester: 1. Delprøve Intern individuel mundtlig prøve indenfor Fagelementet Programmering og bedømmes efter 7-trinsskalaen.
    • 2. Semester: 2. delprøve er en intern individuel mundtlig prøve på baggrund af et skriftligt gruppeprojekt og bedømmes efter 7-trinsskalaen.

    Eksamination foregår indenfor de 4 Nationale Fagelementer. Der skal præsteres et tilstrækkeligt niveau indenfor hver af de 4 Nationale Fagelementer.

    Gruppen skal normalt være på mindst 2 studerende og må højst være på 4 studerende.
    Der gives én samlet karakter ud fra en helhedsvurdering af den skriftlige og den mundtlige præstation.
    Projektet præsenteres af projektgruppen, 10 minutter pr studerende dog max. 30 min. Herefter individuel eksamination af gruppens medlemmer i 30 minutter pr. eksaminand inkl. votering

Beståelse af førsteårsprøven

Førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af 1. studieår for at den studerende kan fortsætte på uddannelsen.

  • Afsluttende projekt

    Læringsmålene for det afsluttende eksamensprojekt er identisk med uddannelsens læringsmål, der fremgår ovenfor 1.3.

    Det afsluttende eksamensprojekt skal dokumentere den studerendes forståelse af praksis og central anvendt teori og metode i relation til en praksisnær problemstilling, der tager udgangspunkt i en konkret opgave inden for uddannelsens område. Problemstillingen, der skal være central for uddannelsen og erhvervet, formuleres af den studerende, eventuelt i samarbejde med en privat eller offentlig virksomhed. Institutionen godkender problemstillingen.

    Der skal afleveres en projektrapport og eventuelt et produkt.

    Projektrapporten, som udgør den skriftlige del af prøven skal minimum indeholde

    • Forside med titel
    • Indholdsfortegnelse
    • Indledning, inkl. problemformulering
    • Hovedafsnit
    • Konklusion
    • Litteraturliste (inkl. alle kilder, der er lavet henvisninger til i projektet)
    • Bilag (inkluder kun bilag, som er centrale for rapporten)

    Projektrapporten må maksimalt have et omfang på 40 normalsider, hvis man en studerende skriver alene, samt ekstra 20 normalsider pr. efterfølgende studerende.

    Forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste samt bilag tæller ikke med i det krævede antal sider. Bilag er uden for bedømmelse.

    En normalside er 2.400 tegn inkl. mellemrum og fodnoter. Forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste samt bilag tæller ikke med heri. Bilag er uden for bedømmelse.

    Prøven i det afsluttende eksamensprojekt

    Eksamensprojektet afslutter uddannelsen på sidste semester, når alle forudgående prøver er bestået.

    ECTS-omfang

    Det afsluttende eksamensprojekt har et omfang på 15 ECTS-point.

    Prøveform

    Prøven er en mundtlig og skriftlig prøve med ekstern censur, hvor der gives en samlet individuel karakter efter 7-trin skalaen for det skriftlige projekt og den mundtlige præstation.

  • Særlige prøvevilkår

    KEA tilbyder – efter ansøgning - særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med tilsvarende vanskeligheder samt til studerende med et andet modersmål end dansk, når det vurderes, at dette er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Ansøgning indgives senest 4 uger inden prøven.

    Ansøgningen skal ledsages af en lægeattest, udtalelse fra fx tale-, høre-, ordblinde eller blindeinstitut eller anden dokumentation for helbredsmæssige forhold eller relevant specifik funktionsnedsættelse.

  • Syge- og omprøver

    Sygeprøve

    En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller af anden uforudseelig grund, får mulighed for at aflægge (syge)prøven snarest muligt. Er det en prøve, der er placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, får den studerende mulighed for at aflægge prøven i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf.

    Sygeprøven kan være identisk med næste ordinære prøve. Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår (syge)prøven afvikles. Orientering om tid og sted for sygeprøver findes på Fronter.

    Sygdom skal dokumenteres ved lægeerklæring. Institutionen skal senest have modtaget lægeerklæring tre hverdage efter prøvens afholdelse. Studerende, der bliver akut syge under en prøves afvikling, skal dokumentere at vedkommende har været syg på den pågældende dag.

    Dokumenteres sygdom ikke efter ovenstående regler, har den studerende brugt et prøveforsøg.

    Den studerende skal selv afholde udgiften til lægeerklæring.

     

    Omprøver

    Ved ikke bestået prøve eller ikke fremmøde ved prøve er den studerende automatisk tilmeldt omprøve, så længe der resterer prøveforsøg. Omprøven kan være identisk med næste ordinære prøve.

    Ved mundtlige prøver baseret på skriftlige projekter afgør eksaminator, hvorvidt den studerende må gå til omprøve i samme projekt som i det første ordinære forsøg, eller om der skal udarbejdes et nyt projekt. Eksaminator afgør dette ud fra en vurdering af, hvorvidt den studerende vurderes til at kunne bestå den mundtlige prøve på baggrund af det skriftlige projekt.

    Den studerende skal selv orientere sig om, hvornår omprøve afholdes. Orientering om tid og sted for omprøver findes på Fronter.

    Uddannelsen kan dispensere fra den fortsatte tilmelding, når det er begrundet i usædvanlige forhold, herunder dokumenteret handicap.

  • Eksamenssnyd og forstyrrende adfærd

    Snyd til prøver og eksamen behandles efter reglerne i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen). 

    Hvis en studerende snyder til en prøve, bliver den studerende bortvist fra prøven.

    Hvis der snydes under skærpende omstændigheder, kan den studerende bortvises fra uddannelsen i en kortere eller længere periode. Med bortvisningen for snyd under skærpende omstændigheder følger en skriftlig advarsel, om at gentagelse kan medføre varig bortvisning fra uddannelsen.

    Snyd er eksempelvis:

    - Uretmæssigt at modtage hjælp under prøven

    - Uretmæssigt at give hjælp til andre under prøven

    - At udgive andres arbejde for sit eget (plagiat – se www.stopplagiat.nu).

    - At anvende eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning.

    - At anvende hjælpemidler, som ikke er tilladte til den pågældende prøve

    Bortvisning fra en prøve pga. snyd betyder at karakteren bortfalder, samt at den studerende har brugt et prøveforsøg.

    Hvis en studerende udviser forstyrrende adfærd under en prøve, kan institutionen bortvise den studerende fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde giver institutionen først en advarsel.

Andre regler for uddannelsen

Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet efter regler fastsat i studieordningen.

  • Regler om mødepligt

    For at studiets undervisningsformer kan fungere, er der deltagelsespligt, herunder aflevering/fremlæggelse af opgaver/projekter.

    Deltagelsespligten kan også indgå som forudsætning for deltagelse i uddannelsens prøver.

    Desuden kan der være mødepligt til visse studieelementer.

    Deltagelsespligt og eventuel mødepligt, der er forudsætningskrav for at deltage i prøver, fremgår under beskrivelsen af den enkelte prøve.

    Man kan kun mod dispensation tage et semester om. Dispensation til at tage et semester om sker efter en individuel vurdering foretaget af studievejlederen og uddannelseschefen og kun når der foreligger tungtvejende personlige grunde.

  • Merit

    KEA godkender i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen merit på bagrund af gennemførte uddannelseselementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

  • Kriterier for vurdering af studieaktivitet

    Den studerende skal tage aktivt del i studieaktiviteter, obligatoriske projekter og opgaver (bundne forudsætninger), prøver og eksaminer i henhold til de betingelser, der er beskrevet i denne studieordning og i gældende love og bekendtgørelser. KEA vil løbende evaluere den studerendes aktivitet.

    For at blive betragtet som aktiv, skal den studerende deltage i

    • Projektopstartsmøder
    • Obligatoriske møder med vejleder/underviser
    • Projektarbejde, herunder afleveringer på KEAs intranet eller i det elektroniske afleveringssystem.
    • Projektpræsentationer og -evalueringer
    • Prøver og eksamener som beskrevet i denne studieordning
    • En række opgaver hvert semester. Den studerende skal have disse opgaver – bundne forudsætninger godkendt for at kunne blive tilmeldt prøver i det pågældende semester.

     

    Studerende, som ikke kan deltage i studieaktiviteter på grund af dokumenteret sygdom eller andre acceptable årsager, skal omgående kontakte administrationen for softwareudvikling. Administrationen vil informere den studerende om de nødvendige procedurer, herunder tilvejebringelse af lægeattest. Den studerende skal selv afholde eventuelle udgifter i forbindelse med denne dokumentation.

  • Udskrivning ved manglende studieaktivitet

    Den studerende har pligt til at deltage i uddannelsesforløbet, således som det er tilrettelagt af KEA. Er der regler om mødepligt til dele af uddannelsesforløbet fremgår det af studieordningen. For uddannelser eller dele heraf, hvor der ikke er mødepligt foretages den løbede studiefremdriftskontrol af underviserne. Hvis underviserne mener, at den studerende ikke har deltaget i undervisningsaktiviteter i min. 2 uger eller har en anden begrundet formodning om, at de studerende ikke længere er aktiv, så sendes en meddelelse ud fra studieadministrationen til den studerende med forespørgsel om hvor vidt den studerende fortsat er aktiv på studiet. Hvis den studerende ikke inden for en tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende fortsat er studieaktiv, sendes endnu en meddelelse fra studieadministrationen til den studerende med en forespørgsel
    om den studerende er studieaktiv. Hvis den studerende heller ikke indenfor tidsfrist på en uge bekræfter at vedkommende er studieaktiv, så meldes den studerende ud fra uddannelsen idet det antages at den studerende ikke længere er aktiv på uddannelsen grundet den studerendes vedvarende passivitet. Studerende der har fået bevilliget orlov eller på anden måde er fraværende med gyldig grund er ikke omfattet af ovenstående.

    Indskrivningen på uddannelsen kan bringes til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst én prøve inden for en sammenhængende periode på mindst 1 år.

  • Dispensation

    KEA kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af KEA eller i fællesskab med de øvrige udbydere af uddannelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

  • Klage over eksamen

    Klager over prøver behandles efter reglerne i kapitel 10, i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

    Hvornår skal du klage? Klager over eksamensforløb og karaktergivning skal indsendes senest 14 dage efter at bedømmelsen (karakteren) er blevet meddelt eller offentliggjort.

    Hvordan skal du klage? Du skal – individuelt - indgive en skriftlig og begrundet klage til KEA på kvalitet@kea.dk. Klager, der indgives af flere studerende i fællesskab, kan blive afvist.

    Hvad kan du klage over? Du kan klage over eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen (karakteren).

    Hvad kan du få ud af at klage? Hvis du får medhold i din klage, vil du få tilbudt en ny bedømmelse (ved skriftlige prøver) eller en omprøve (ved mundtlige prøver). Din karakter kan ikke blive ændret administrativt. Din karakter bliver kun ændret hvis de nye eksaminatorer giver en anden karakter efter deres faglige bedømmelse. Den ændrede karakter kan være højere eller lavere end den oprindelige karakter.

    Hvem behandler klagen? Klager behandles normalt af KEA Kvalitet. Undtaget er dog klager over prøvegrundlaget, hvis prøven er udstedt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I disse tilfælde videresendes klagen til Styrelsen sammen med KEAs udtalelse.

Den nationale del af studieordningen

Denne studieordning er baseret på den nationale studieordning for Datamatiker (EAK inden for informationsteknologi).
Download den nationale del af studieordningen